Trygge forandringer - Fra vuggestue til børnehave til fritidsordning
Børn er som oftest rigtig gode til forandringer, fx når de skal gå fra vuggestue til børnehave eller fra børnehave til fritidshjem. De finder hurtigt nye venner, knytter sig til nye voksne og finder kvaliteter ved anderledes rum og muligheder. Samtidig kan vi som voksne gøre meget for, at forandringerne ikke bliver for overvældende, men fulde af sjov, mod og udvikling.
Fra vuggestue til børnehave
Vi har et tæt samarbejde mellem vuggestue og børnehave, også selvom vi bor på forskellige adresser. Vi sørger for, at vuggestuebørn som skal starte i børnehave får et kendskab til børnehavebørnene, voksne og fysiske rammer, inden de starter. Sammen med deres pædagoger, kommer de på besøg og leger med børnehavebørnene, både ude og inde.
Ligeledes deler vuggestuepædagogerne erfaringer fra barnets vuggestuetid med børnehavepædagogen.
Samarbejde mellem børnehave og Københavns Kommunes Fritidsordning (KKFO)
I Børnehusene ved Skoven har vi et samarbejde med de KKFOer der hører til Lundehusskolen. Det drejer sig om Skrammellegepladsen, Græshoppen, Emdrup Søgård og Pomfritten. Vi samarbejder primært med Pomfritten, da det er den KKFO der ligger tættest på os, og derfor også den vores børn oftest vælger.
En gang om ugen, fra september til maj, kommer en medarbejder fra Pomfritten og deltager i vores "Storegruppe", der består af de børnehavebørn der skal starte i skole.
Nogle gange laver vi aktiviteter i børnehaven, men som regel tager vi på tur til Pomfritten og laver forskellige aktiviteter der fokuserer på at gøre børnene skoleparate.
Hvert forår i marts/april tager storegruppen på tur til de tre andre KKFO'er for at se hvad de kan byde på.
Vi har ligeledes et samarbejde med Lundehusskolen, som vi besøger nogle gange årligt, blandt andet når de afholder "Lundehuslegene".