Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Forældreindflydelse

Det daglige samarbejde

Som voksne i børnenes liv, er det betydningsfuldt, at vi kender hinanden og giver hinanden indsigt i barnets arenaer. På denne måde kan vi støtte bedst muligt op omkring det enkelte barns trivsel, udvikling og læring.

Derfor betyder de små fortællinger, når vi mødes om morgenen og om eftermiddagen rigtig meget for os medarbejdere i Børnehusene ved Skoven. Vi vil meget gerne snakke med jer om stort og småt, om glæder og bekymringer og om weekendens oplevelser eller morgenens udfordringer.

Hvis I oplever et behov for et møde med bedre tid og ro til at tale om jeres barns trivsel vil vi meget gerne arrangere det med jer, så sig endelig til!

Forældremøder

I Børnehusene ved Skoven synes vi, at forældremøder er en glædelig og vigtig begivenhed. Vi sætter pris på at bringe forældre og medarbejdere sammen, og på at kunne fortælle jer om hvad vi har fokus på i pædagogikken, hvad vi og børnene er optagede af i hverdagen og hvordan vi synes fællesskabet i børnegruppen udvikler sig. Det er også møder, hvor vi rigtig gerne vil lære jer bedre at kende. 

Et tema for et forældremøde kunne eksempelvis være relationer, konflikter og konfliktløsning, barns sproglige udvikling eller dagligdagen i institutionen. Vi vægter samarbejdet med jer forældre højt, og ser forældremødet som en mulighed for at vi kan dele jeres børns hverdag med hinanden. Til forældremødet i oktober holder vi valg til forældrerådet.

Forældreråd og forældrebestyrelse (klyngebestyrelse)

Med vores forældreråd og forældrebestyrelse sikrer vi, at I som forældre har kanaler til indflydelse på udviklingen i vuggestuen og børnehaven, Klynge NB G og vores pædagogiske principper. 

Forældreråd

Forældrerådet er sammensat af forældrerepræsentanter, medarbejderrepræsentanter og den pædagogiske leder. Forældrebestyrelsesrepræsentanten er automatisk valgt til forældrerådet.

I forældrerådet er du med til at diskutere og definere de værdier, som ligger til grund for den pædagogik, der præger de konkrete aktiviteter, som børnene og de voksne er sammen om. Du har derfor mulighed for at præge institutionen på mange niveauer. Du kommer tæt på enhedens dagligdag og lærer medarbejderne og de andre forældre at kende.

Der afholdes 4 møder årligt i forældrerådet. Du kan se referater fra alle møderne på Aula.

Du kan læse mere om forældreråd og forældreindflydelse her  

Note: Medlemskab af forældrerådet betinger ikke medlemskab af forældrebestyrelsen. 

Forældrebestyrelse

I klyngen er der en forældrebestyrelse. Forældrebestyrelsen består af forældrerepræsentanter fra alle enheder i klyngen, personalerepræsentanter og klyngelederen. Forældrerepræsentanten bliver valgt blandt medlemmerne i institutionens forældreråd.

I Klyngen holder forældrebestyrelsen møde 6 gange om året.

Forældrebestyrelsen fastsætter principper for klyngens arbejde og for samarbejdet mellem institution og hjemmet.

Du kan læse mere om forældrebestyrelser her